I Børnehuset Hørgården arbejder vi med sprog ud fra den forståelse, at sprog er noget, der opstår i samspil med andre. Derfor er vores daglige samtaler med børnene et centralt udgangspunkt for vores arbejde med børnenes sprogudvikling. Vi anvender forskellige understøttende sprogstrategier, for at stimulere børnenes sprogudvikling, og alle teams i Børnehuset Hørgården har været på kursus i netop disse sprogstrategier: Følg barnets interesse. Brug åbnende spørgsmål. Vent på barnets svar. Fortolk og udvid, hvad barnet siger. Hjælp barnet med at sætte ord på. Forklar ord, barnet ikke kender i forvejen. Relatér til noget, barnet kender. Udnyt de sproglige kompetencer, barnet har i forvejen. Ret ikke barnets fejl direkte. Leg med sproget, når det er muligt. Udover at vi tænker sprog som et kontinuerligt fokus hele dagen igennem i alle små hverdagssituationer, arbejder vi også med tematiseret sprogarbejde og dialogisk læsning. Tematisk sprogarbejde handler om at arbejde med et udvalgt tema over en længere periode. Til dette anvender vi “fokus-ord”, der er er billeder og ord, som hænger på alle stuer. De skifter efter årstid og hjælper med at gøre børnene bevidste om hvilke traditioner, der hører til årstiden og udvider deres ordforråd. De får kendskab til nye begreber og det skaber samtale børn og børn imellem og i fællesskab med de voksne i huset samt forældrene. På alle stuer har vi bøger frit tilgængeligt for børn. Hver gang vi læser med børnene gør vi brug af dialogisk læsning. Det vil sige at vi læser bogen på en måde, der inviterer børnene til dialog om bogens handling. Børn lærer nemlig bedst sprog ved at anvende nye ord i dialog med en voksen. I Børnehuset Hørgården sprogtester vi alle børn. Hvert barn bliver sprogtestet i den måned de har fødselsdag, og testen er henholdsvis for 3-årige, 4-årige, 5-årige og 6-årige. Når jeres barn starter i Børnehuset Hørgården får i en samtykkeerklæring med hjem, hvor i kan læse om sprogtest og hvorfor vi sprogtester. Her skal i tage stilling til om vi må sprogteste jeres barn og derefter aflevere samtykkeerklæringen tilbage til os med underskrifter. Når vi skal sprogtester går vi meget op i at skabe en tryg og rar oplevelse for børnene. Derfor har vi en sprogansvarlig pædagog på hver stue, der tester børnene, så det er en voksen børnene kender godt. Af samme årsag kalder vi det heller ikke for sprogtest sammen med børnene, men i stedet at vi skal lege forskellige sproglege. I vil som forældre altid blive inddraget i jeres barns sprogtests resultat, og blive informeret om hvornår vi tester jeres barn.