Vi går op i, at alle vores børn føler sig trygge og bliver set – allerede fra dagen starter. Derfor inddeler vi rigtig tit børnene i små grupper, for på den måde har de bedre øje for hinanden, og de voksne har øje for dem.
Det betyder, at vi om morgenen, når de første møder ind, samles på én stue, hvor der er sat små legeøer op, for eksempel en bondegård med dyr eller et tegnebord. Børnene er med til at bestemme, hvilke legeøer der skal sættes op. De børn, der er sultne, kan også sætte sig til morgenbordet og få lidt morgenmad.
Vi har stort fokus på børnenes sproglige udvikling i alt, hvad vi laver sammen med dem - det gælder både, når vi leger og har pædagogiske aktiviteter, men også i hverdagens rutiner, som når vi spiser frokost eller tager overtøj på i garderoben.
Vi har en fast rytme for dagen, så det er trygt og forudsigelig for børnene, hvad de skal, når de er i vuggestue og børnehave. Men aktiviteterne, som vi bruger dagen på, skifter selvfølgelig fra dag til dag.
Morgen og formiddag
Hvis I afleverer jeres barn inden klokken 8, skal I aflevere i børnehaven, hvor vi er samlet på tværs af stuerne i dagens første time.
Når klokken er 8, går vi ud på vores stuer. Her starter vi hver dag med en samling, hvor vi får sagt ordentligt hej til hinanden, snakker om, hvem vi er i dag, synger en sang og spiser lidt formiddagmad.
Herefter går dagen rigtigt i gang. Vi deler os op i små grupper og laver forskellige aktiviteter og lege, som er planlagt på forhånd med udgangspunkt i børnegrupperne. Nogen tager på tur, mens andre leger eller er kreative indenfor.
Frokost
Omkring 10.30-11 er frokosten klar. Vi får lækker mad, som vores køkkenmedarbejder laver til os, og børnene er en aktiv del af måltidet. Hver uge er der en gruppe børn – vi kalder dem kokkevenner – som hjælper med at hente vognen med mad og dækker bord.
Eftermiddag
Efter frokost bliver de mindste børn puttet til lur. De større børn går på legepladsen, hvor vi er ude året rundt og i al slags vejr.
På legepladsen har vi både voksenstyrede aktiviteter og aktiviteter, hvor børnene har mere frihed til selv at styre legen. Vi synes, det er vigtigt, at de voksne er med på sidelinjen, men at børnene også får mulighed for at følge deres egne idéer eller fortsætte med en leg, som de var godt i gang med dagen før.
Mellem klokken 14 og 15 er der eftermiddagsmad og frugt i børnehaven - og ofte lidt tidligere i vuggestuen. Når vi er færdige med vores eftermiddagssnack, fortsætter aktiviteterne og legene enten indendørs eller udendørs.